Icopal blev torsdag den 13. oktober kåret til vinder af
fagbladet Ingeniørens produktpris 2011 i kategorien Byggeri. Det er
tredje gang inden for blot ét år, at virksomheden høster en
prestigefyldt dansk pris for det samme produkt - Icopal Energitag.
Der er tale om en nyudviklet energiproducerende og klimavenlig
tagløsning, som bliver mødt med stor interesse fra ind- og
udland.
Miljøvenlig innovation
I november sidste år blev ingeniør og anvendelsesteknisk chef i
Icopal, Bjarne Pedersen, tildelt DI Byggematerialers pris for
Innovativt Samarbejde 2010. I september i år vandt Icopal Dansk
Industris produktpris 2011. Og torsdag scorede Icopal hattrick, da
Icopal Energitag høstede Ingeniørens Produktpris 2011.
Søren Drewsen, adm. direktør i Icopal Danmark, kan ikke skjule
sin begejstring over den megen virak omkring et produkt, der er et
direkte resultat af Icopals strategi om at imødekomme markedets
voksende efterspørgsel på miljøvenlige tagløsninger.
"Det at vi for tredje gang på ét år modtager en vigtig pris for
det samme produkt, ser vi som en stor anerkendelse af vores
bestræbelser på konstant at levere nye innovative og klimavenlige
løsninger til byggeriet. Det kan vi kun være stolte af," siger
Søren Drewsen.
Tænk ud af andedammen
Han pointerer, at det for Icopal er vigtigt at tænke udover egne
faggrænser i udviklingen af nye unikke produkter. I forbindelse med
Icopal Energitag har Icopal således indgået et strategisk
samarbejde med Danfoss og Uponor.
"Vores erfaring er, at de store innovative gennembrud ofte
kommer, når vi tænker ud af andedammen og kombinerer vores
ekspertise med andres," siger Søren Drewsen
Energiproduktion i den 5. facade
Det nu tre gange prisbelønnede Icopal Energitag er i princippet en
krydsning mellem et væskebåret gulvvarmesystem og et
jordvarmeanlæg. Energitagets tagflade optager energi fra vind, regn
og sol. Fra Energitaget føres energi ned til den tilsluttede
varmepumpe, som trækker energien ud af væsken og anvender den til
opvarmning af bygningen.
"Energitaget reducerer en bygnings CO2-udledning med omkring 40
% i forhold til opvarmning med olie eller naturgas. På den måde har
vi ved brug af dokumenteret teknologi og standardkomponenter skabt
en helt ny mulighed for at producere grøn energi i tagfladen - også
kaldet "den 5. facade," fortæller idémanden bag løsningen, Bjarne
Pedersen, der er ingeniør og anvendelsesteknisk chef i Icopal
Danmark.
Investeringen er hurtigt tjent hjem
Bjarne Pedersens begyndte sammen med et udviklingsteam at udvikle
den nye, grønne tagløsning i 2008 som et svar på den voksende
miljøbevidsthed i samfundet. Han forklarer, at den endelige løsning
består af en plastikslange, der løber lige under tagpaptaget. Tynde
aluminiumsplader leder varmen hen til slangen, hvis indhold af kold
væske absorberer energien.
Væsken ledes nu hen i en varmepumpe, der trækker varmen ud,
sender varmt vand ind i huset og koldt vand op på taget.
Udfordringen har været at lave systemet robust, så det kunne holde
til det danske klima - og det er lykkedes. Endda til en
overkommelig pris.
"Merprisen er ca. 20 pct. i forhold til et traditionelt
tagpaptag, og så kommer der en varmepumpe oven i. Det betyder, at
investeringen er tjent relativt hurtigt hjem via de sparede
udgifter til el, naturgas eller olie til opvarmning," siger Bjarne
Pedersen.
Flere nyskabelser er på vej
Energitaget er ét blandt flere unikke produkter som Icopal har
introduceret på det seneste. Blandt de øvrige er en ny løsning til
undertag og et koncept for niveauopdelt radonsikring i boliger.
Icopals innovative firmakultur giver Bjarne Pedersen vide rammer
for at udleve de mange ideer.
Som ansat i en stor global koncern kan jeg dagligt sparre med
kompetente kolleger, være på forkant med de nyeste teknologier samt
tilegne mig ny viden og udnytte den til at udvikle bedre
tagløsninger og bygninger, som gør en positiv forskel i verden,"
siger han og tilføjer, at der er flere nyskabelser i
støbeskeen.
Stor interesse for
energitaget
Adm. direktør Søren Drewsen glæder sig over den voksende miljø- og
energibevidsthed, som, på trods af finanskrisen, har betydet en
markant stigende efterspørgsel på Icopals miljøvenlige
tagløsninger, som udnytter tagfladen til bl.a. energiproduktion og
luftrensning.
"Vi har allerede sat Icopal Energitag op på en række bygninger -
bl.a. politigården i Frederikshavn og en institution i Assens
Kommune. Vi har også et stort projekt under opsejling i England. Og
det strømmer i det hele taget ind med forespørgsler," konstaterer
en yderst tilfreds Søren Drewsen.
Om Icopal
Icopal er Europas førende leverandør af produkter til beskyttelse
af bygninger og konstruktioner, herunder især tagløsninger.
Virksomheden, som blev grundlagt i 1876, er en dansk koncern med en
omsætning på mere end DKK 7,5 milliarder og 3.800 medarbejdere.
Icopal har 36 produktionssteder og mere end 95 kontorer i Europa,
Nordamerika og Asien.
Se også www.icopal.com.
Kontakt anvendelsesteknisk chef i Icopal Bjarne Pedersen for mere
information: Tlf.: 44 88 52 78. Mail: dkbjp@icopal.com.