Få indflydelse på forskning og udvikling

Få indflydelse på forskning og udvikling

Få indflydelse på forskning og udvikling for 900 mio. kr.

Hvordan anvender man bedst 900 mio. kr. til udvikling af nye teknologiske kompetencer og serviceydelser? Dette spørgsmål inviteres virksomheder, erhvervsfremme-aktører, forskere og offentlige myndigheder til at give bud på, når Rådet for Teknologi og Innovation åbner debatportalen BedreInnovation.dk 

Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) skal i 2012 indgå nye 3-årige resultatkontrakter med de ni Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS-institutter) for ca. 900 mio. kr.

Resultatkontrakterne medfinansierer GTS-institutternes opbygning af nye teknologiske serviceydelser og forsknings- og udviklingskompetencer, som dansk erhvervsliv kan trække på i deres innovationsprocesser.

Kompetencerne kan vedrøre alt fra planteinnovation og biomarkører til robotteknologi, byggematerialer og lydteknologi, men også mange andre teknologiområder. 

Det er vigtigt, at resultatkontrakterne afspejler dansk erhvervslivs behov for teknologiske kompetencer og serviceydelser.

RTI har derfor etableret debatportalen www.BedreInnovation.dk. Her præsenterer GTS-institutterne mere end 120 forskellige ideer til aktiviteter, der kan indgå i deres resultatkontrakter.

Rådet opfordrer virksomheder, erhvervsorganisationer, erhvervsfremmeaktører, forskere og offentlige myndigheder om at give feedback på ideerne i form af kommentarer, spørgsmål og forslag til forbedringer af aktiviteterne.

Kommentarerne vil blive brugt af GTS-institutterne til at forbedre deres forslag til aktiviteter og af RTI til at afgøre, hvilke af ideerne der er mest perspektivrige og bedst møder kompetencebehovene i dansk erhvervsliv. 

BedreInnovation.dk åbnede den 17. april, og debatten er åben frem til den 8. juni 2012.

Yderligere information om BedreInnovation.dk fås ved henvendelse til Specialkonsulent Kåre Nordahl Larsen, Styrelsen for Forskning og Innovation på e-mail: knj@fi.dk eller tlf. 72318430. 

Læs mere på www.BedreInnovation.dk

 

Om Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter

GTS-institutterne er almennyttige videninstitutioner, der har til formål at opbygge teknologiske kompetencer og serviceydelser og stille dem til rådighed for dansk erhvervsliv på kommercielle vilkår. GTS-institutterne godkendes af uddannelsesministeren for en 3-årig periode. GTS-institutterne betjener årligt over 20.000 unikke danske kunder, heraf ca. 65% små og mellemstore virksomheder.