3. januar 2011
Vækst gennem videnspredning til virksomhederne
Byggebranchen er ikke på omgangshøjde med andre brancher, når
det gælder innovation og udvikling. Vi må af hensyn til vækst og
produktivitet - og global konkurrence - være meget bedre til at
fremme innovation og udvikling og vise eksempler på, at vi magter
at skabe en effektiv sammenhæng mellem forskning og udviklingen i
byggeerhvervets virksomheder. Vi kan ikke længere undskylde os med,
at de produkter, som byggebranchen frembringer, er unika og præget
af meget lidt gentagelse. Det er desværre kun en del af
forklaringen.
Når det er sagt, så må vi også retfærdigvis sige, at der jo hele
tiden kommer masser af nye ideer i byggebranchen. Problemet er
blot, at de ofte ikke omsættes til produkter eller processer, der
kan patenteres eller beskyttes og give en konkurrencefordel for den
enkelte virksomhed. Det må vi have ændret på.
Byggebranchen er heller ikke ligefrem kendt for at vise evne til
at gribe fat i de offentlige innovationstilbud, som eksisterer. De
mange små og mellemstore virksomheder kender ganske enkelt ikke til
disse tilbud. Den udfordring skal vi tage på os.
Et godt eksempel er udviklingsprojekter hvor forsknings- og
videninstitutioner arbejder sammen med byggeerhvervets virksomheder
sådan som det er muligt i InnoBYG.
Det er et eksempel på, at der sker udveksling mellem innovation
og anvendelse af ny viden i virksomhederne. Men vi må nok erkende,
at i langt de fleste sammenhænge, så mangler de små og mellemstore
virksomheder værktøjer og samarbejdspartnere til at kunne
gennemføre et struktureret udviklings- eller innovationsforløb. Og
spørgsmålet er også, om branchen reelt har en virksomhedsstruktur,
der kan sikre en effektiv gennemsivning af viden fra forsknings- og
videninstitutionerne til anvendelse i branchen.
Det er derfor nærliggende at foreslå, at virksomhederne får
nemmere adgang til rådgivning om, hvordan de kan skaffe sig ny
viden inden for de områder, som virksomheden ønsker at udvikle. En
slags "videnbroker", der kan bringe forskning og udvikling i spil i
virksomhederne og omsætte forskning til nye forretningsmuligheder.
Denne mulighed er faktisk etableret i InnoBYG, men vi har til
gode at se den anvendt i større scala og strategisk af
virksomhederne i byggebranchen.
Noget helt andet er så, at vi ikke i dag har de rette
incitamentsstrukturer for forskere ved universiteter og
videninstitutioner. Der er ikke forbundet tilstrækkelig goodwill,
prestige og belønning til at skabe resultater og ny viden, der kan
anvendes i praksis. Hvorfor belønner vi ikke direkte de forskere,
der kommunikerer deres resultater til virksomheder i erhvervslivet,
så forskning i langt højere grad indgår i innovative
forretningsprocesser eller fører til nye produkter?
Som det er i dag, er succeskriteriet alene fagfællebedømmelse og
optagelse af artikler i internationale forskningstidsskrifter. Vi
taler altså om årtiers akademiske vaner og traditioner, som fortsat
dominerer over den forskning, som bygger bro til virksomhederne.
Det er ikke direkte byggeriets problem, men det kan meget vel blive
en del af Danmarks problem, hvis vi ikke i højere grad belønner
forskning, der gavner vækst.