30. maj 2011
Bæredygtigt byggeri – Det tyske forbillede (part 1)
Vores naboland er et fremragende eksempel på energieffektivt og
bæredygtigt byggeri! Med sine mange initiativer, vil jeg faktisk
tillade mig at kalde Tyskland for et forbillede - og kunne vi i
Danmark ikke lade os inspirere og tage ved lære af vores tyske
naboers innovative eksempel?
Jeg synes, at vi i langt højere grad bør opdyrke mulighederne
for dansk-tysk samarbejde. Samarbejder, som på sigt, også vil være
en katalysator for dansk eksport af bæredygtige produkter/løsninger
til det tyske marked.
Kom med sydpå
I september kan I selv få syn for sagen, hvis I tager med på
den kommende studietur i InnoBYG, som vi i
Innovationscenter Danmark i München er med til at arrangere. Der
sker rigtig meget i Tyskland inden for bæredygtighed og
energieffektivitet i tysk byggeri i dag.
En mangfoldig blanding af innovative tiltag har sat sit helt
klare præg: Bæredygtige og energieffektive eksempler i Tyskland
omfatter såvel videnskabelige og regeringsmæssige initiativer som
det mere praktiske arbejde i ingeniørfirmaer.
På regeringsniveau er et helt centralt initiativ den tyske
hightech strategi, som bl.a. bygger på ambitionen om
CO2-neutrale og klimavenlige byer i Tyskland fra år
2020.
På videnskabeligt plan er det tyske forskningsinitiativ EnOB
(Energieoptimiertes Bauen) et nævneværdigt tiltag fra det tyske
"Bundesministerium für Wirtschaft und Technologie". EnOB udvikler
koncepter og teknologier til energieffektivt og bæredygtigt
byggeri.
I samarbejde med det tekniske universitet, TU Darmstadt, har
EnOB udviklet den visionære bygningsprototype "Prototyp Wohnen
2015", som vandt Solar Decathlon 2007 - en international
universitetskonkurrence inden for bæredygtigt byggeri. Endvidere
forsvarede TU Darmstadt sin titel i Solar Decathlon 2009 for endnu
engang at have bygget det mest energieffektive hus blandt 19
konkurrerende top-universiteter fra hele verden.
Innovationsværkstedet Fraunhofer-inHaus-Zentrum er ej heller at
forglemme: Her forskes der i intelligente rum og bygningssystemer.
Et særligt fokus er udvikling af bygninger med lave
driftsomkostninger og lavt energiforbrug, der skåner miljøet.
Forskningen omfatter alt fra boliger til kontorer og
hospitaler.
Følg med i min næste blog, hvor I kan læse mere om, hvorfor
Tyskland er et besøg værd.
RELATEREDE EMNER
Innovation (10)