Små og mellemstore virksomheder i Danmark og landene
omkring Østersøregionen kan nemt finde 'guld', hvis de begynder at
arbejde systematisk med bæredygtighed - det er budskabet bag et nyt
seminar, der løber af stablen den 18. maj på Teknologisk Institut i
Høje-Taastrup.
Af Birgit Schaldemose, Direktionssekretariatet, Teknologisk
Institut
Både i Danmark og Europa kan små og mellemstore virksomheder via
små indgreb opnå økonomiske fordele, hvis de begynder at arbejde
bevidst med bæredygtighed. Der er mange kontante besparelser at
hente fx ved at bruge nye innovative teknologier til at mindske
forbruget af strøm, vand og papir eller udskifte nogle af
materialeressourcerne med mere miljøvenlige eller
genbrugsmaterialer, der typisk er billigere.
- Vores erfaring er, at mange danske virksomheder betragter det
som en omkostning at tænke og agere bæredygtigt. Specielt de små og
mellemstore virksomheder tror, at det er dyrt, besværligt eller
indviklet at drive deres forretning på et mere bæredygtigt grundlag
- og det er en skam, for denne antagelse er slet ikke i
overensstemmelse med virkeligheden, understreger Merete Nørby,
centerchef for Produktion på Teknologisk Institut.
Bæredygtighed giver overskud på bundlinjen
Siden starten af 2009 og indtil udgangen af 2011 er
Teknologisk Institut leder af EU´s prestigeprojekt 'Sustainable
Production through Innovation in SMEs', (SPIN). Dette EU-projekt
skal skabe større bevågenhed om, hvordan virksomhederne i Danmark,
Polen, Tyskland, Sverige, Finland, Estland og Litauen kan blive
mere bæredygtige og herved spare penge og skåne miljøet. I den
sammenhæng har Teknologisk Institut været i kontakt med en lang
række danske virksomheder.
- Vores erfaringer viser, at de fleste virksomheder kan blive
mere bæredygtige og opnå mærkbare besparelser, hvis vi laver små og
effektive indgreb i virksomhedernes måde at indrette arbejdet og
produktionen på, siger Teknologisk Instituts konsulent René Grøn og
tilføjer, at første skridt er at lave en individuelt tilpasset
strategi for det bæredygtige arbejde i den enkelte virksomhed i et
tæt samarbejde mellem ledelsen og medarbejderne. Han har netop lagt
sidste hånd på forberedelserne af et nyt seminar 'Seminar om
Sustainable Construction and Cradle to Cradle'. Formålet med
seminaret er at inspirere til bæredygtige tiltag i danske
konstruktionsvirksomheder, der arbejder med nybyggeri eller
renovering af eksisterende bygninger. Seminaret henvender sig til
researchere, arkitekter, entreprenører og byggefirmaer.
På seminaret vil virksomhederne få introduceret konkrete
værktøjer til at komme godt fra start med at arbejde mere
bæredygtigt og mulighed for at diskutere konkrete udfordringer med
eksperter og andre virksomheder. Desuden får virksomhederne en
orientering om, hvordan de kan få 10-15 timers gratis rådgivning af
Teknologisk Institut til at etablere et letanvendeligt system til
at komme i gang og fortsætte miljøarbejdet i fremtiden.
Seminaret afholdes på engelsk og koster 300 kr. at deltage i for
virksomheder. Tilmelding kan ske på hjemmesiden: www.teknologisk.dk/SPIN
Yderligere informationer om SPIN projektet eller seminaret
kan fås hos René Grøn, Teknologisk Institut på: 72202937eller RAG@teknologisk.dk.