Helhedsorienteret energirenovering er
et nyt banebrydende projekt, hvor en almen og en privat ejendom
skal renoveres med fokus på både reduktion af energiforbrug og
forbedring af boligkomfort og indeklima. Projektet til 9,9 mio. kr.
har stort fokus på aktiv brugerinddragelse og løber frem til
2015.
Helhedsorienteret energirenovering er et nyt omfattende
demonstrationsprojekt, der finansieres af GI (Grundejernes
Investeringsfond) og Landsbyggefonden med deltagelse af
rådgivningsvirksomheden ALECTIA, BSAA Arkitekter og DTU
Byg.
Projektet adskiller sig fra tidligere forsknings-, udviklings-
og demonstrationsprojekter ved at brugerne inddrages aktivt i
processen. Gennem "Participatory Design", som er en anerkendt
tilgang til effektiv og vidtgående brugerinddragelse, kan man dels
få nyttiggjort brugernes viden om egen bolig i renoveringen, og
samtidig få udviklet og påvirket deres adfærd og viden om
energirenoveringsprojektet.
Hidtidige forskningsprojekter på området ser typisk på, hvordan
forskellige energirenoveringsteknologier kan indarbejdes i
eksisterende byggerier med fokus på konkrete tekniske løsninger,
systemer og produkter. Projekterne har indtil nu kun i begrænset
omfang givet anledning til egentlige energirenoveringer.
Projektet kan være en brik i den fortsatte brobygning mellem
tidligere enkeltstående renoveringsforsøg og en systematisk
renoveringsindsats.
Videndeling mellem almen og privat
boligudlejningssektor
I Helhedsorienteret energirenovering er der indbygget to
vinkler på brugerinddragelsen, som kan give læring og inspiration
på tværs af den almene og private boligudlejning. Beboerdemokratiet
i de almene ejendomme er veludviklede, mens beboerinddragelsen i de
private udlejningsejendomme er mindre udbredt.
Sideløbende med renoveringsforløbet skal der udvikles 1-3
produkter til brug ved de helhedsorienterede energirenoveringer af
demonstrationsejendommene. Desuden oprettes en
produktudviklingsgruppe bestående af 3-5
producenter, der bredt repræsenterer produkter, som anvendes til
renovering.
Stort energibesparelsespotentiale i eksisterende
bygninger
Eksisterende bygninger udgør 99 procent af bygningsmassen
herhjemme, og der er store energibesparelser at hente, da
energiforbruget til klimatisering (opvarmning, køling, ventilation
og belysning) af den danske bygningsmasse udgør 40 procent af det
samlede energiforbrug. Nybyggeri, som er enkelt at energioptimere,
udgør derimod kun 1 procent årligt af den samlede
bygningsmasse.
------------------------------------------------------------------------------------
Følg med i Helhedsorienteret energirenovering
Projektet Helhedsorienteret energirenovering finansieres
af GI (Grundejernes Investeringsfond) og Landsbyggefonden med
rådgivningsvirksomheden ALECTIA som projektansvarlig og med BSAA
Arkitekter og DTU Byg som underrådgivere. Projektet løber frem til
2015 og har et samlet budget på 9,9 mio. kr. Projektet vil løbende
blive opdateret med projektets forløb i forhold til
forundersøgelser, konceptudvikling, projektering og udførelse,
ibrugtagning og projektopfølgning samt evaluering på: www.ejendomsviden.dk og www.AlmenNet.dk
Yderligere information
Civilingeniør og projektleder, Helle Foldbjerg Rasmussen,
ALECTIA, mobil 27 61 85 46, hfra@alectia.com