Building Green 2016

Building Green 2016

  • -

  • Forum, Julius Thomsens Pl. 1, 1925 Frederiksberg C, Denmark

Kom med til årets bæredygtige messe

Den 2. og 3. november 2016, løber Building Green af stablen i Forum. InnoBYG er med som VIP-partner og vi er med til at arrangere en masse spændende aktiviteter på de to messedage. Husk at tilmelde dig på forhånd - det er ganske gratis og du kan gøre det lige her.


Unik mulighed for eksponering af din SMV virksomhed
InnoBYG giver nu fire af vores SMV medlemmer en unik mulighed for at markedsføre jeres bæredygtige produkt/ydelse på InnoBYGs stand på Building Green messen i Forum i november.

Som InnoBYG SMV medlem, kan du lige nu ansøge om en unik mulighed for gratis eksponering på vores stand på Building Green 2016. Vi har besluttet at udlåne en del af vores stand (så I står der sammen med os) i 2 x 2 timer pr. messedag - 2 timer om formiddagen fra kl. 9.30-11.30 og 2 timer om eftermiddagen fra kl. 13-15.00. Det er kun muligt for SMV medlemmer, som ikke selv har købt en stand at søge om pladserne.

Vil du med os på messe? Send os en mail med svar på nedenstående inden fristen den 6. oktober. Herefter udvælger vi de 4 virksomheder og I får besked om det er jer senest den 10. oktober 2016.

Send mail til innobyg@teknologisk.dk med oplysninger om:

  • Virksomhedens navn
  • Virksomhedens størrelse
  • Produktet/ydelsen I ønsker at markedsføre på standen
  • Forklar kort, hvorfor I gerne vil med på messen (max 100 ord)
  • Evt. ønske til tidspunkt (Vælg minimum 2 tidspunkter og gerne flere)
    Onsdag den 2. november, formiddag
    Onsdag den 2. november, eftermiddag
    Torsdag den 3. november, formiddag
    Torsdag den 3. november, eftermiddag

 

Det med småt
Såfremt din virksomhed udvælges, er det muligt at medbringe 2 forskellige brochurer e. lign. Det er ikke muligt at medbringe banner eller plakater mv. til ophæng på vægge. Tidsrummet skal desuden bemandes af en fra virksomheden i hele tidsrummet. Medbring visitkort og et nysmurt snakketøj.


Grøn speeddating
Begge messedage kan du deltage i Building Green Connections - vores matchmaking event, som vi arrangerer i samarbejde med Building Green, Cluster Excellence Denmark og Enterprise Europe Network. Det er i år 5. gang BGC er at finde på messen og det fejrer vi med VIP-profiler og forhåbentlig en masse gode møder som altid.

Læs mere om BGC her og opret din profil. Den 8. oktober går det løs med at booke møder. Det er gratis at deltage.


Det Bæredygtige Element
For 3. år uddeler InnoBYG og Building Green prisen "Det Bæredygtige Element". I år uddeler vi 2 priser - en til en ildsjæl og en til et bæredygtigt produkt. Du kan indstille kandidater til nominering indtil den 7. oktober 2016 kl. 12.

Læs mere her

Indstil din kandidat her


VIP-discussions
Vi arrangerer desuden 2 VIP-discussions på dette års messe. Det er gratis at deltage og du behøver ikke melde dig til.

2. november, kl. 15.15-17.00
Social bæredygtighed - den oversete bæredygtige dimension 
Den sociale bæredygtighed har haft trænge kår i byggebranchen, hvor fokus har været på den miljømæssige og den økonomiske bæredygtighed. Men "taburetten" er trebenet og på kun to ben risikerer den at vælte! Denne VIP-Discussion tager emnet op og stiller skarpt på den sociale bæredygtighed og den dertilhørende sociale ansvarlighed!
 
Når vi taler om bæredygtighed i byggeriet, er vi efterhånden blevet rigtig gode til energi, materialer og økonomiske modeller. Men den sociale dimension bliver ofte udeladt og det er ærgerligt, for det er den dimension, som handler om "livet mellem husene". Til denne VIP-Discussion sætter vi det sociale i centrum - får de gode cases og diskuterer, hvordan branchen kan sømme det sidste ben godt fast på taburetten. Fokus er på, hvordan arkitektur og byplanlægning påvirker os som mennesker, og hvordan vi med det rigtige bydesign kan opnå øget livskvalitet samt en række sociale gevinster.

Denne VIP-discussion faciliteres af Niels Bjørn, Urbanist, Ph.d. og formand for Tænketanken URBAN. Niels Bjørn er en ivrig debattør, som er specialiseret i, hvordan det fysiske miljø påvirker menneskers adfærd, bystrategisk planlægning af by- og landdistriktsudvikling samt udsatte by- og boligområder, og hvordan de sociale forhold kan ændres med fysiske indsatser. Niels Bjørn sætter rammen og undervejs får han besøg af en række spændende gæster, som er med til at sørge for, at vi kommer hele vejen rundt om emnet. Som deltager får du også mulighed for at deltage aktivt med din mening i debatten.

3. november, kl. 09.15-10.45
Design for Disassembly - hvor langt er vi og hvad er næste skridt?
Skal det være bæredygtigt skal det kunne skilles ad. Tanken er enkel, men i praksis kan det være en stor udfordring og hvordan kan byggebranchen integrere konceptet Design for Disassembly i en bæredygtig hverdag? På denne VIP-Discussion sætter vi gang i debatten om fremtidens bæredygtige design, der kan adskilles og genbruges. Vi stiller skarpt på praktikken, løsningerne og næste skridt med en blanding af oplæg om strategier, projektresultater og udfordringer.
 
Design for Disassembly er det nye sort inden for bæredygtighed. Men det er ikke helt så nemt som det lyder "at designe til adskillelse". På denne VIP-discussion ser vi nærmere på konkrete løsninger og designstrategier og vi møder nogle af dem, som arbejder med konceptet og har skabt løsninger der virker. Vi tager desuden debatten om konceptet for hvad siger branchen selv? Vi stiller spørgsmål og udfordrer meningsdannere i byggebranchen, når vi lægger op til debat om næste skridt inden for "Design til adskillelse".

Denne VIP-discussion faciliteres af Anne Beim, professor, ph.d. og Centerleder på CINARK. Anne Beim sætter rammen og faciliterer debatten om fremtidens byggematerialer. Blandt dagens talere og debattører er også Anke Oberender, centerleder i Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af affald (VHGB) og Mauro Lucardi fra JJW Arkitekter og Peter Grønlund fra LIVINGLab by DOVISTA.


Mød os også til en snak
Vi håber at se dig til nogle af ovenstående aktiviteter, og du er også meget velkommen til at kigge forbi vores stand nr. 125 - på øverste sal i Forum!

De bedste hilsner

InnoBYG sekretariatet