InnoBYG Kick-Off konference

InnoBYG Kick-Off konference

  • -

Billede fra Kick-Off konferencen 

Se præsentationer fra Kick-Off konferencen

Læs artikel fra konferencen

 

13.-14. oktober 2010
InnoBYG Kick-Off konference
InnoBYG sættes i gang med vores Kick-Off Konference den 13.-14. oktober på Hotel Scandic i Kolding.

Den 13. oktober er selve konferencedagen, hvor I kan høre mere om InnoBYG og om mulighederne for samarbejde med videninstitutioner og universiteter. Vi får også besøg af Vicedirektør i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, Hans Müller Pedersen, som fortæller om Danmarks udfordringer i forhold til innovation og forskning.

En del af dagen vil være koncentreret omkring, hvad byggebranchen allerede nu kan levere når det gælder energieffektivt og bæredygtigt byggeri og om det er godt nok til det branchen skal kunne levere i fremtiden. Lektor Tine Steen Larsen fra Aalborg Universitet og civilingeniør og Ph.d. Peter Weitzmann fra Cowi kommer og fortæller om lavenergibyggeri, der er opført samt om fremtidens lavenergibyggeri. Peter har fokus på de nyeste målinger og tal fra opførte lavenergibyggerier og Tine vender blikket mod fremtidens lavenergibyggeri og stiller spørgsmålet "kan vi gøre som vi plejer?".

Sammen lægger Tine Steen Larsen og Peter Weitzmann op til den efterfølgende paneldiskussion, hvor der bliver stillet skarpe spørgsmål fra branchen til panelets deltagere. Hvad kan den danske byggebranche, når det gælder om at bygge energieffektivt og bæredygtigt - og hvad kan den ikke?

Vi forventer en livlig og konstruktiv debat, når panelet svarer på spørgsmål fra deltagerne - og måske også stiller spørgsmål den anden vej - til branchen og InnoBYG medlemmerne. Både Tine Steen Larsen og Peter Weitzmann vil være at finde i panelet.

Der vil desuden være mulighed for at høre om konkrete bæredygtige byggeprojekter - Carlsbergbyen og Nordhavnen -, EU projekter og Tyskland som viden og teknologimekka. Konferencedagen afsluttes med middag og netværk, som vi håber, I alle vil deltage i.

Den 14. tager vi på ekskursion til Middelfart Kommune og hører om deres projekt Grøn Erhvervsvækst, samt på besøg hos Fiberline. Hos Fiberline skal vi høre mere om, hvordan deres produkter bidrager til løsning af den globale klimaudfordring ved at reducere energiforbruget, både under fremstilling og brug.

Der vil være lagt vægt på styrkelse af netværk gennem hele konferencen, og vi håber, at I alle vil deltage og være med til at Kick-starte InnoBYG netværket.

OBS.: Husk, at timer brugt på deltagelse kan indgå som medfinansiering for medlemmer. Udgifter til deltagelse, herunder deltagergebyr og transportudgifter kan ligeledes indgå som medfinansiering i kr. Husk også, at der er mulighed for at have en gratis stand på konferencen.