Workshop

Workshop: Har robotter en fremtid på danske byggepladser?

  • -

  • Syddanske Forskerparker, Videnbyen, Cortex Park 26, 5230 Odense M, The Yellow Conference Room

 

Få ny viden om, hvordan smart teknologi kan finde vej til danske byggepladser.
På danske byggepladser findes der stadig mange manuelle arbejdsgange. Hver dag løftes tungt materiel med håndkraft, og arme arbejder højt hævet over hovedet, når for eksempel gipsplader skal monteres.

Samtidig er byggeriet kronisk konkurrenceudsat, så der er altid behov for at positionere sig på andet end prisen alene.

I dag findes der kun få robotter og anden smart teknologi på danske byggepladser. Der tegner sig heller ikke et klart billede af, hvilke opgaver robotterne skal løse på byggepladsen, for at være velkomne.

På workshoppen: Har robotter en fremtid på danske byggepladser? får du spritny viden og nye vinkler på, hvordan og hvorfor robot- og automationsteknologier skal finde vej til danske byggepladser.

På workshoppen kommer du til at høre tre skarpe indlæg fra:

Sven Martin Duckert, konsulent, AM Projektering og byggeri i ArbejdsmiljøCentret
Sven Martin kender byggeriets arbejdsmiljøudfordringer indefra blandt andet fra sin tid i Arbejdstilsynet.

Peter Vest, seniorspecialist, Velfærds- og Interaktionsteknologi ved Teknologisk Institut
Peter arbejder med udbredelse af robotteknologi inden for velfærdsområdet. Selvom robotter snildt klarer for eksempel tunge og skæve løft af patienter, og har været på markedet i en del år, er der stadig udfordringer med få robotterne taget i brug på velfærdsområdet. De erfaringer vil Peter også dele med os.

Christina Algreen-Petersen Leeson, Ph.D., Institut for Antropologi ved Københavns Universitet præsenterer en dugfrisk undersøgelse af potentialer og begrænsninger for brugen af robotteknologi på danske byggepladser. Christina har både talt med robotudviklere og fulgt entreprenører og håndværkere på flere danske byggepladser. Det har givet en unik indsigt i forventninger til - og fordomme om teknologi på danske byggepladser.

Workshoppen er den første af tre workshops i projektet Værdi-Kædereaktion. Projektet er et samarbejde mellem innovationsnetværkene InnoBYG, RoboCluster og BrandBase, der med støtte fra Industriens Fond skal klarlægge udfordringer og formidle viden om, hvordan robotbranchen udvikler og markedsfører robotteknologi til nye kunder og markeder, der ikke er vant til at arbejde med robotter.

Se stor artikel i BYGTEK fra 7. marts om Christina Algreen-Petersen Leesons undersøgelse, projektet Værdi-Kædereaktion og robotter på byggepladsen HER. Du kan også læse den fulde rapport og få nærmere indsigt i projektet og Christina Algreen-Petersen Leesons undersøgelse HER.

Workshoppen: Har robotter en fremtid på danske byggepladser? byder endvidere på debat om, hvor på byggepladsen robotteknologi kan bidrage til et bedre arbejdsmiljø, øget sikkerhed og større konkurrencekraft. I debatten vil du møde repræsentanter fra byggeriet, robotbranchen og branding.

Program

09.30: Registrering, formiddagskaffe og lidt til ganen

10.00: Velkommen til workshop
v/innovationsnetværkene InnoBYG og RoboCluster

10.15: Robotteknologi til byggebranchen - antropologiske indsigter fra mødet med robotudviklere, entreprenører og håndværkere
v/Christina Algreen-Petersen Leeson, Ph.D., Institut for Antropologi ved Københavns Universitet

11.00: Arbejdsmiljøet i byggeriet: Hvor trykker skoen?
v/Sven Martin Duckert, Konsulent, AM Projektering og byggeri i ArbejdsmiljøCentret

11.30: Workshop: Erfaringsudveksling i mindre grupper
Vi summer over formiddagens præsentationer og indsigter

12.00: Frokostsandwich og netværk

12.45: Når robotterne tager slæbet - inspiration fra velfærdsområdet
v/Peter Vest, Seniorspecialist, Velfærds- og Interaktionsteknologi ved Teknologisk Institut

13.15: Debat: Fremtidens brug af robotter på byggepladsen
Debatdeltagerne kobler de nye indsigter om robotteknologi og byggepladsens problemområder. Hvor kan robotterne virkelig batte noget? Hvilke opgavetyper og belastninger skal robotterne kunne lette eller helt overtage? I debatten deltager blandt andet de tre oplægsholdere.

14.30: Workshop og eftermiddagskaffe
Kaffen indtages mens vi i mindre grupper tager en videre snak om robotteknologien og byggepladsens vigtigste problemområder. Medarbejdere fra innovationsnetværkene InnoBYG, RoboCluster og BrandBase assisterer grupperne.

15.15: Opsummering på dagen og kort update på kommende aktiviteter
v/innovationsnetværkene InnoBYG og RoboCluster

15.30: Farvel og tak for i dag

Ret til ændringer forbeholdes

Workshoppen henvender sig til byggebranchen; entreprenører, udførende, rådgivere, branche- og interesseorganisationer, særligt ledere og medarbejdere med interesse og ansvar for byggepladsens produktivitet, arbejdsmiljø og sikkerhed.
Robot- og automationsvirksomheder med interesse for produktudvikling til byggeriet.

Praktisk information
Workshoppen afholdes den 24. april 2017 fra kl. 9.30 - 15.30 i Syddanske Forskerparker, Videnbyen, Cortex Park 26, 5230 Odense M, The Yellow Conference Room.

Tilmelding via linket HER. Sidste frist for tilmelding er den 20. april.

Download programmet (PDF)