InnoBYGs første periode blev afsluttet med manér

InnoBYGs første periode blev afsluttet med manér

Knap 160 veloplagte gæster var mødt op i Industriens Hus i det centrale København for at deltage i InnoBYGs Forårskonference, der markerede afslutningen på netværkets 4 første år som byggebranchens innovationsnetværk. 

Dagen stod i indeklimaets tegn og der var oplæg fra både danske og internationale eksperter i form af key notes og ikke mindre end 9 sessions med fokus på henholdsvis "produktivitet", "viden" og "how to". 

Med en ny bevilling fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen tager InnoBYG hul på næste periode begyndende den 1. juli.

Se billeder fra dagen

Se interviews med bl.a. Styregruppe formand Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri

Se præsentationer (husk du skal bruge dit medlemslogin eller konferncelogin)

Nedenfor kan du læse en artikel fra konferencen.

Du kan også finde billeder og tweets fra  konferencen på Twitter via vores konference-hashtag - #InnoBYGkf


Godt indeklima kan aflæses på bundlinjen

Et godt indeklima får os til at præstere bedre og kan give store besparelser. Alligevel bliver indeklimaet ofte overset, når store bygninger opføres eller renoveres.

Når temperaturen er behagelig, når støjen er dæmpet, og når luften er ren, tænker vi bedre, og vi producerer mere. Dermed kommer investeringer i indeklima flerfoldigt igen gennem øget produktivitet og effektivitet hos medarbejderne, men alligevel er det ofte indeklimaet, der er blevet overset, når bygninger står færdige.

- Der er ofte gode intentioner om indeklimaet i begyndelsen af et stort nybyggeri eller renovering, men efterhånden som byggeriet skrider frem, og økonomien bliver trang, så oplever vi, at det er indeklimaet, der bliver glemt, siger sektionsleder i Center for Bæredygtigt Byggeri på Teknologisk Institut, Kasper Lynge Jensen.

Kasper Lynge Jensen er desuden netværksleder hos innovationsnetværket InnoBYG, der har arrangeret den store konference "Indeklimaets Værdi", der netop er blevet afholdt i Industriens Hus. Blandt talerne var blandt andre den tyske professor Norbert Fisch og Geo Clausen professor ved det Internationale Center for Indeklima og Energi ved Danmarks Tekniske Universitet.

Ifølge Geo Clausen stiger præstationsniveauet mellem fem og ti procent for kontorarbejde, når luften i et lokale er optimal. Og sammenholdt med, at det koster mellem en halv og en hel procent af lønsummen at optimere ventilationen, så er det penge godt givet ud.

- Det er særligt ved kreativt arbejde, at effekten af et godt indeklima er tydelig. Ved mere rutineprægede opgaver er effekten ikke så stor, men hvis vi gerne vil være gode til at tænke og få nye ideer, er indeklimaet helt afgørende for folks præstationer, siger Geo Clausen.

Desuden viser undersøgelser, at børn er mere påvirkede af indeklimaet end voksne, der muligvis har lettere ved at bide tænderne sammen og komme igennem dagen.

Byggeri som helhed
Et af Kasper Lynge Jensens ønsker er, at man bliver bedre til at fastholde fokus på flere parametre i nybyggeri og ikke lader indeklimaet glide ned af prioriteringslisten.

- Det har i mange år været energioptimering, der har været øverst på dagsordenen ved byggeprojekter, men det er ikke rentabelt kun at fokusere på energi. Vi ønsker ikke, at debatten om indeklima skal udkonkurrere energidebatten, vi ønsker derimod, at man bliver bedre til at se helhedsorienteret på det, så man både tænker energi, indeklima og læringsmiljø, siger Kasper Lynge Jensen.

Nogle gange giver et stort fokus på energien også gevinst for indeklimaet for eksempel ved god isolering, men andre gange modarbejder hensynene hinanden eksempelvis ved spørgsmålet om ventilation. God og kraftig ventilation forbedrer indeklimaet, men det koster penge og energi.

Kasper Lynge Jensen mener, at det er vigtigt at få løftet indeklimaet op i prioritetsrækken, så udgangspunktet bliver at skabe et godt indeklima.

- I stedet for at bygge så energirigtigt som muligt, bør man bygge for at få et godt indeklima og så energioptimere ud fra det, siger han.

 


Kommentarer