- 25. april 2017
Reportage fra By, bus og bæredygtighed
Den 5. april rullede InnoBYG ud med netværksbussen i samarbejde med Byens Netværk og AplusB for at se på forskellige eksempler på bæredygtigt byggeri i Storkøbenhavn.
Bussen var lastet med bæredygtighedsentusiaster, og der var indlagt fire stop på ruten, som repræsenterede variationer af bæredygtigt byggeri. Eksempler, der var forskellige i størrelse og art, og som på forskellig vis har taget de miljømæssige udfordringer seriøst - f.eks. ved at have sat fokus på isolering, dagslysoptimering, materialevalg, genanvendelighed m.m.
Første stop var Rockwool Koncernens hovedsæde i Hedehusene, der er tegnet af Vandkunsten, og som i 2013 blev renoveret og opgraderet til bæredygtig standard. Dernæst gik turen forbi lavenergibyggeriet Villa Kram i Glostrup, en energireducerende hybrid mellem parcelhus og etagebolig. Næste stop på ruten var rækkehusene Almen Bolig+ i Hvidovre, tegnet af ONV Arkitekter, og endestationen for dagens bustur blev Lendager Groups lagerbygning, Pelican Self Storage, ved Kløvermarken på Amager.
Du kan læse den fulde reportage og se billeder fra dagens fire stop her.