Case

  • 18. juni 2018

Fælles kamp for et godt indeklima

Indeklimaberegninger er en kompleks størrelse og bygge- og anlægsbranchen har længe efterspurgt et fælles grundlag for beregninger. Det førte til et tæt samarbejde mellem videninstitutioner og branchen i et InnoBYG projekt, som i 2017 lancerede en ny branchevejledning for indeklimaberegninger.

Indeklima er en vigtig parameter i forhold til vores sundhed og velbefindende, når vi opholder os indendørs omkring 90 % af vores liv.

Men indeklima er svært at regne på, og derfor igangsatte InnoBYG i 2017 et projekt, ledet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) og Teknologisk Institut, og med virksomhederne MOE og NIRAS som hovedskribenter. Sammen udarbejdede de en vejledning, som skal hjælpe med at ensrette beregningsmetoden i branchen, så der kommer bedre styr på det komplekse indeklima.

"Indeklimaet er noget af det mest komplekse ved et byggeri. Det er en kombination af udeklimaet, klimaskærmen, de tekniske løsninger og de mennesker, som bruger bygningen. Der har været et stort behov i branchen for den her vejledning. Indeklimaberegninger og forudsætningerne i disse danner grundlag for de valgte tekniske løsninger til det endelige byggeri. Er de valg foretaget på baggrund af forkerte beregninger, kan de i mange tilfælde medføre et utilfredsstillende indeklima for brugerne af bygningen", forklarer Steffen Maagaard fra virksomheden MOE, som har været en væsentlig drivkraft i at udarbejde vejledningen.

Vigtig brancheopbakning
For netværksleder i InnoBYG, Grith Bech-Nielsen, har det været et spændende projekt at følge, da interessen fra virksomheder har været stor – også for den færdige branchevejledning.

"Der er ingen tvivl om, at der har været et stort behov i branchen, for at få skabt et gennemsigtigt grundlag for, hvordan man skal regne på indeklimaet. Derfor er vi rigtig glade for projektet og de resultater, der er skabt. Det har været en fornøjelse at følge gruppen af dygtige rådgivere, som har deltaget i projektet og som har leveret gode analyser og beregninger af indeklimaet, som nu kommer hele branchen til gavn. De har også selv en interesse i, at vi får løst de udfordringer, der er med indeklimaet og derfor er det dejligt, at de vil deltage i projektet med deres viden. Nu har branchen fået et fælles værktøj, som kan hjælpe med at ensrette beregningerne," siger Grith Bech-Nielsen, og oplyser, at Realdania også har støttet projektet, hvilket har givet mulighed for at betale virksomhederne for deres deltagelse.

Se branchevejledningen her