- Om Månedens Medlem
- 27. april 2015
- Videnspredning Innovation Træ
Danish Wood Technology
Danish Wood
Technology er Månedens Medlem i maj 2015
Hvem er Danish Wood Technology A/S?
Danish Wood Technology arbejder med teknologiske løsninger
på bæredygtig træbehandling. Vi gør meget ud af at samarbejde både
nationalt og internationalt, for at udvikle, optimere og
dokumentere processer inden for metoder til behandling af træ. I
Danmark optimeres og dokumenteres disse metoder i samarbejde med
Teknologisk Institut. Vi har også et igangværende projekt med
Miljøstyrelsen, hvor vi arbejder på at udvikle forskellige
miljøvenlige recepter, som vi regner med at kunne præsentere i
løbet af 2015.
Internationalt har vi i EU-ansøgningen under Horizon2020 fået bevilliget fase 1 af 2, og vi vil bruge de næste måneder på at finde de sidste partnere, der ønsker at være en del af den spændende udvikling. I Nordeuropa samarbejder vi med nogle af de førende producenter af højteknologiske procesanlæg, med henblik på procesudvikling.
Ud over procesudvikling, fokuserer Danish Wood Technology også på miljøvenlige produkter, herunder udvikling af træbeskyttelsesmidler. Vi har udviklet en metode, som via højfrekvent energi åbner strukturen i træet, hvilket muliggør at beskyttelsesmidler kan trænge ind i træet. Resultatet bliver et produkt, hvor insekter og svampe ikke kan leve, og hvor produktets levetid er betydeligt forlænget, hvis man sammenligner med imprægneret træ på traditionel vis. En forlænget levetid har stor betydning for miljøet, da mængden af fældet træ i fremtiden kan reduceres. Endnu en fordel ved denne metode er de brandhæmmende egenskaber, som beskyttelsesmidlet giver.
Når Danish Wood Technology arbejder med materialer, vælger vi aldrig det billigste, men vi vælger det bedste, når vi arbejder med bæredygtighed. Vi vælger materialer med omhu og sikrer en høj slideevne og en lav miljøpåvirkning - vi kalder det intelligent arkitektur. Vigtigst for Danish Wood Technology er vores fokus på miljø og klima. Dette afspejles i vores målsætning, som omhandler udvikling af konkurrencedygtige processer til imprægnering, farvning, brandhæmning og tørring af træ.
Hvorfor er Danish Wood Technology A/S medlem af
InnoBYG?
Netværket er med til at holde Danish Wood Technology
opdateret, med både nyheder og ny forskning, men vi er også medlem
af InnoBYG, fordi vi savner et fast holdepunkt i branchen for det
bæredygtige byggeri. Når man arbejder med bæredygtighed, er der
mange certificeringensordninger, godkendelser og meget andet, man
som virksomhed er nødt til at forhold sig til. Det kan være
vanskeligt, da man er nødt til at sætte sig ind i hvert enkelt
mærke, ordning mv.
Derfor ønsker vi gennem netværket, at komme i kontakt med andre virksomheder, hvor vi kan trække på hinandens viden og erfaring. Her vil vi også søge opbakning til et tværfagligt netværksprojekt, hvor vi ønsker at få samlet alle de regler og krav, som skal være opfyldt, når der arbejdes med bæredygtighed. På den måde kan vi både hjælpe andre i branchen, men også vores egen virksomhed.