Deltag på fagmessen Building Green 2011 - få rabat på stand som InnoBYG medlem
Den 12. og 13. oktober kan du komme med til Building Green 2011 messen, som holdes i Forum i København. Der er gratis adgang for besøgende ved forhåndsregistrering og hvis du ønsker at udstille kan du som medlem af InnoBYG få 10 % rabat på en stand, hvis du oplyser, at du er medlem af InnoBYG.
Messen åbnes af Miljø- og Teknikborgmester fra Københavns kommune, Bo Asmus Kjeldgaard. Københavns kommune arbejder målrettet på at blive verdens første CO2 neutrale hovedstad. I denne plan er bæredygtige bygninger en essentiel faktor.
Med afsæt i regeringens klimaplan vil formanden for Klimakommissionen, Katherine Richardson, gennemgå bygningsmassens bidrag til at nå i mål med regeringens miljøagenda.
Oplev også et par danske "front-runners", når Kasper Guldager fra 3xNielsen og Nille Juul-Sørensen fra ARUP fortæller om tanker og erfaringer fra bæredygtige projekter.
Der kommer internationalt fokus, når Juliane Münch, fra den internationalt anerkendte tegnestue Dress & Sommer, giver en præsentation om bæredygtighedscertificeringer. Flere indlægsholdere er inviteret, og det endelige program ventes fastlagt snarest.
Messen bliver et univers af nøglefærdige produkter og ny teknologi, der kan bidrage til at nedbringe energiforbruget i den danske bygningsmasse.
Derudover kan du møde en lang række aktører på den danske bygge- og energiarena, visionære talere fra ind- og udland og besøgende fra både erhvervslivet og den offentlige sektor. Forum danner rammen om Building Green, som er Danmarks nye fagmesse med fokus på løsninger til bæredygtige og energieffektive bygninger.
Messen åbner begge dage kl. 10 og lukker kl. 18.