Case

Vigtig synlighed for familieejet SMV

"Jeg elsker jer alle sammen!". Sådan lød det, da en glad og stolt Rasmus Jørgensen, ejer af virksomheden KALK A/S, modtog "Det Bæredygtige Element – Produktprisen" foran en fyldt sal på Danmarks største fagmesse for bæredygtigt byggeri - Building Green - i 2017.

I Store Heddinge ligger KALK A/S. Virksomheden er strategisk placeret – i den sydøstlige del af Sjælland, tæt på de rige kalkforekomster, som virksomheden baserer sine bæredygtige produkter på. En skarp kontrast til scenen i Forum, hvor virksomhedens ejer i november 2017, blev udråbt som vinder og hædret foran et hav af mennesker, og badet i blitzlys fra en samlet fagpresse.

Bag prisen står InnoBYG og Building Green, som er gået sammen om at fremhæve producenter, som gør en ekstra indsats for bæredygtigheden i byggeriet. Og det gør Rasmus Jørgensen og KALK A/S. Produktet, de vandt prisen for, hedder REN og er en serie af miljømærket maling som er fri for VOC, formaldehydemissioner, organiske opløsningsmidler, konserveringsmidler, blødgørere, biocider/fungicider, tungmetaller og microplast og i stedet har en naturlig antibakteriel og skimmelhæmmende effekt, der understøtter et sundt indeklima.

Vinder og hvad så?
For den familieejede SMV-virksomhed, med 8 ansatte og intet stort marketingsteam – eller budget, var der mere end ære og anerkendelse af virksomhedens produkt, på spil i kampen om førstepladsen. Den synlighed, der følger med at vinde prisen, var et vigtigt aspekt.

"Synligheden gjorde en stor forskel for os og de første 14 dage efter prismodtagelsen snakkede jeg med mange journalister. Vi fik en start på vores maling REN, som jeg kun kunne drømme om. Og selvom opmærksomheden var størst lige efter prismodtagelsen, så kan vi stadig mærke effekten af den synlighed vi fik", siger Rasmus Jørgensen.