Dag 1 på Building Green Messen 2013

Dag 1 på Building Green Messen 2013

Første dag på Building Green Messen i Forum gik over al forventning. InnoBYG standen (# 36) var velbesøgt, og de besøgende kunne både få en snak med InnoBYG sekretariatet og møde projektlederne Lone H. Mortensen fra udviklingsprojektet Bæredygtig Energirenovering og Christian Holm Christiansen fra projektet Udvikling af Installationspakke.

Igen i år har deltagerne haft mulighed for at networke i det populære Building Green Connections område. Et matchmaking koncept, som InnoBYG har været med til at starte og er medarrangør af.

InnoBYG og Innovationsnetværket for Miljøteknologi, InnoMTs fælles seminar om genbrug af byggematerialer var en stor succes og tiltrak mange besøgende. Endda så mange, at der ikke var stole nok, hvilket må vidne om et velvalgt og relevant emne. Interessen blev også vist gennem mange gode spørgsmål fra publikum, som bestod af både studerende og branchefolk.

På seminaret fortalte Martin Nerum, faglig leder i bygningsundersøgelser og indeklima på Teknologisk Institut, bl.a. om, hvilke miljøskadelige stoffer man skal være opmærksom på, når man bygger i genbrugsmaterialer og PCB og hvorfor er det så farligt.

Den anden oplægsholder var Tom Jørgensen fra tømrerhandlen Genbyg, der fortalte om deres arbejde for at udbrede anvendelsen af brugte og nye miljøvenlige byggematerialer med det formål at mindske den store affaldsmængde som Bygge-og Anlægsbranchen er kilde til.

Stifter og direktør, Lars Koefoed Jørgensen, fra Egen Vinding og Datter, fortalte om virksomhedens erfaringer og oplevelser med genbrug i byggeriet. Og som afslutning på seminaret fortalte udviklingschef Thomas Alstrup fra Copenhagen Cleantech Cluster (CCC) om potentialer for innovation i håndteringen af byggeaffald.

Hvis du ikke nåede forbi messen i går, så har du stadig chancen igen i dag, hvor Building Green fortsætter til kl. 17.


Kommentarer