Ny blogger med fokus på klimaudfordringen, globaliseringen og innovation

Ny blogger med fokus på klimaudfordringen, globaliseringen og innovation

Hedgehog

En af de største udfordringer ved at være iværksætter er at holde fokus og udholdenhed i sine projekter, så de arbejder i den samme retning - synergi hedder det vidst på business-sprog.

Jeg er normalt ikke så meget for management bøger, men én kan jeg virkelig anbefale til alle jer, som har denne udfordring.  

I bogen Good to Great introducerer Jim Collins "Hedgehog Concept". Idéen er, at iværksættere bør holde sig inden for nogle få veldefinerede områder, som pindsvinet i din have.

Collins anbefaler 3 overlappende territorier, som han beskriver som:

  • Der, hvor din virksomhed kan blive bedst
  • Der, hvor I kan tjene jeres penge
  • Der, hvor jeres indre ild begynder at brænde

 

På InnoBYGs hjemmeside vil jeg i løbet af september skrive flere blogs om de emner, som får min indre ild til at brænde.

Det vil handle om noget så "ydmygt" som at forandre vores konservative byggebranche og arbejde mod at netop få branchen ind i et nyt bæredygtigt paradigme. Jeg vil primært forholde mig til, hvad jeg mener, er de 4 vigtigste faktorer for forandring; klimaudfordringen, globaliseringen, innovation og afregulering.

 

Favn globaliseringen og deltag i udviklingsprojekter
Når man i byggebranchen taler om globalisering er der nogle, der af hensyn til arbejdspladser her hjemme og de lange transportafstande mener, at globalisering og konkurrencedygtighed er en dårlig kombination. At vi skal beskytte os mod industrier, produkter og idéer udefra.

Jeg mener, at både produktiviteten og klimaet vinder på, at byggebranchen frigøres til globaliseringens innovative og forandrende kraft, på samme måde som det er sket med andre brancher. Det vender jeg tilbage til…..

Med et pindsvins stædighed arbejder jeg med projekter som har både globalisering og klimaudfordring som sin forudsætning.  

WindCore er et produkt, hvor min virksomhed, Honeycore, kombinerer "sourcing" i Kina med viden om innovativ bæredygtig cementkemi samt markeds-, logistik og produktionsforhold.

Et andet projekt, GAIAboard, er et bud på en ny generation klimavenlige byggeplader lavet af råvarer bestående af op til 90 % affaldsprodukter. Projektet handler om at udvikle et konkurrencedygtigt alternativ til dagens vådrums- og vindbeskyttelsesskiver med mindst 50 % lavere CO2-udledning og 30 % mindre "embodied energy".

 

Livscyklus udleder fire gange mere CO2 end opvarmning
Indtil videre har det største fokus været på at producere energieffektive bygninger. Men efterhånden som andelen af CO2, der kommer fra drift af bygninger falder - på grund af strammere energistandarder - samtidig som mængden af CO2 udledning fra fremstilling af bygninger forbliver uændret, øges naturligvis vores fokus på klimavenlige byggematerialer.

Svenske Boverkets rapport om byggebranchens miljøbelastning viser ifølge visse fagfolk at "Hvis vi tager livscyklus hensyn til produktionsprocessens indvirkning på klimaet, så udleder bygningen fire gange så meget klimaforandrende CO2 end opvarmningen af alle Sveriges huse ..." (Bygg&Teknik nr 5, 2011)

Alle nyproducerede bygningsværker bør have en livscyklusanalyse(LCA)baseret miljøcertificering. Det ignorerede danske bygherrer også indtil for blot et par år siden, men nu er de internationale miljøcertificeringerne LEED, BREEAM, C2C og frem for alt DGNB ved at vinde indpas. Men også EU ville kunne stille administrative krav om LCA-beregninger, som en betingelse for CE mærkning af byggematerialer.

Mens vi venter på EU og byggemateriale-lobbyisters modargumentation, ville Bygherreforeningen kunne starte med at opfordre til LCA mål i sine medlemmers interne produkt- og systemtekniske retningslinjer.

Ja! Forandringen vil gøre vore bygninger dyrere, det er der intet nyt i. At højere krav gør bygninger dyrere har vi oplevet i hundrede år!

Men som sagt kan I læse mere om dette i kommende blogs her på sitet…

Jeg glæder mig :)


Kommentarer